< Back to More PERSONAL EXPERIENCES

English version linked here >

Oktober 2014, hundrede år senere

Essay om en families skæbne

Af Poul Bregninge

Denmark

Når jeg ser tilbage på alle de personlige begivenheder, der prægede vores tilværelse tilbage i 1950erne, hvor hysteriet omkring Dommedagens nærhed påvirkede os katastrofalt og drev os til at foretage ting, vi aldrig kunne have drømt om at gøre, hvis vi havde været ved vores fulde fem, forekommer det fuldstændig absurd, at Jehovas Vidners ledelse nu her i 2014 tilsyneladende er begyndt at undsige sin apokalyptiske propaganda. Jeg tvivler dog på, at de nye signaler, som kom til udtryk i bladet Vagttårnet for maj 2014, er andet end strategisk manipulation af medlemmerne.

I den øjeblikkelige situation, hvor hundredåret for verdens ende i 1914 nærmer sig, vil Watch Tower Society i USA formentlig afværge, at medlemmerne går for meget op i, hvilken betydning det har, at det altså nu er hundrede år siden, verden første gang skulle ødelægges i et kæmpe inferno (C. T. Russell referede ofte til dette som “afbrænding af verden,” som dog ikke skulle forstås i bogstavelig betydning). Oktober 2014, hundrede år senere kunne derfor også ende med at blive et skæbneår for Vagttårnet. Er det nu endelig tiden for Harmagedon? Nogle forventer det faktisk!

Verdens regeringssystemer brød ikke sammen. Udbruddet af Første Verdenskrig overbeviste dog nogle tilhængere om, at Charles Taze Russell havde haft ret i sine profetier. Men uret tikkede ubarmhjertigt og krigen sluttede, uden nogen at de lovede apokalyptiske begivenheder fandt sted. Dommedagen i 1925, 1954 og 1975 er blot strategiske mellemspil i dette gigantiske bedrageri med verdens altid nære ende.

Nu kan vi imidlertid efterhånden konstatere, at den gamle verden stadig eksisterer, om ikke i bedste velgående, så er den dog 100 år ældre, end Bibelstudenterne forudså. Den første oktober 2014 vil derfor være skæringspunktet for dette hundrede års jubilæet. Mennesker, der kender lidt til de oprindelige Bibelstudenter og deres profetier og forventninger, vil forstå, hvorfor denne dato afventes med en vis spænding. Der er jo tale om et bemærkelsesværdigt jubilæumsår, selv om nok ikke mange af Bibelstudenternes efterkommere, Jehovas Vidner, ligefrem vil fejre dette jubilæum med et storslået fyrværkeri! Jo, måske gør Jehovas Vidners ledere alligevel noget ud af jubilæumsåret, idet de synes at have indset, at de har taget fejl i det alt sammen. Især alt det med verdens nære ende. Derfor maner lederne her på tærskelen til de næste 100 år til ro blandt tilhængerne med følgende overraskende opsang:

“Religiøse ledere forudsiger til tider verdensomspændende, tragiske begivenheder for at advare menneskene og samle tilhængere. Dommedagsprofet Harold Camping og hans disciple annoncerede vidt og bredt, at jorden ville blive ødelagt i 2011. Det er overflødigt at sige, at verden stadig eksisterer” (min oversættelse).

Denne chokerende tekst er formentlig kun til internt brug og sigter dels på at fortælle medlemmerne, at de ikke skal vente noget særligt omkring oktober 2014, dels at modvirke, at WTS bliver udsat for et så stort pres fra medlemmerne samt sine eksterne kritikere, at der vil komme et markant fald i medlemstallet. At WTS ligefrem skulle kollapse, tror jeg dog ikke på. Men at WTS alene har forfattet denne tekst indikerer dog, at dette selskabs ledere faktisk er nervøse for, hvad denne hundredeårsdag kan medføre.

Budskabet i denne seneste parole, som den kommer til udtryk i Vagttårnet, første maj 2014, er derfor tilsyneladende, at medlemmerne skal afvise enhver spekulation om, at 2014 kunne blive et kriseår for Vagttårnsorganisationen, så at sige dette selskabs eget Harmagedon. Noget paradoksalt må man sige! Eventuelle kritikere bliver derfor mindet om, at de ikke skal tro på dommedagsprofeter som for eksempel Harold Camping, underforstået, at den slags vanvid er Vagttårnet vokset fra. Og når oktober er passeret og vi er et godt stykke inde i det nye år fra oktober 2014 til oktober 2015 og videre frem, vil Vagttårnslederne måske igen gribe til det gamle trick, at blæse i dommedagsbasunen! Denne basun kan nemlig slet ikke undværes som drivkraft for organisationens medlemmer. Den næsten usandsynlige mulighed er dog til stede for, at WTS reelt er kommet på andre tanker, fordi de har indset, at de drevet det alt for vidt med dommedagsbasunerne siden 1914.

For at understrege komikken vil jeg foreslå mine læsere, der måske tænker lidt dybere over tingene, at de udskifter Harold Campings navn med C. T. Russells i den lille, men opsigtsvækkende tekst, jeg har citeret ovenfor; og så kommer det ovenanførte citat til at lyde en smule mere sigende:

“Religiøse ledere forudsiger til tider verdensomspændende, tragiske begivenheder for at advare menneskene og samle tilhængere. Dommedagsprofet Charles Taze Russell og hans disciple annoncerede vidt og bredt, at jorden ville blive ødelagt i 1914. Det er overflødigt at sige, at verden stadig eksisterer” (slut på manipulerede citat!).

Min fornemmelse er, at der efter den 1. oktober 2014 kan komme et fald i aktiviteterne inden for Vagttårnsorganisationen, tilsvarende det fald, der ramte Russells forening lige efter 1914, hvor et stort antal medlemmer forlod sekten (cirka en fjerdedel). Dette skete også efter 1954 og 1975.

Her i 2014, hundrede år efter, vil nogle medlemmer nok spekulere over, om de fortsat kan tro på, at verden, som vi kender den, meget snart vil ende i et verdensomfattende ragnarok. Men flertallet vil holde fast, idet WTS allerede har antydet et nyt katastrofeår, nemlig 2034 (se WT, 15. december, 2003). WTS kan nemlig ikke undvære den truende dommedag som drivkraft for sine medlemmer. Truslen om den nære dommedag har dog samme funktion, som Helvedet havde for helvedesprædikanterne for 100 år siden! Kirkegængerne skulle først og fremmest holdes til “ilden”!

Men jeg indrømmer, at medlemmernes loyalitet også beror på sociale årsager og ikke alene skyldes angst for den kommende verdensundergang. Heri er det intet mærkeligt. På denne måde opfører både mennesker og pingviner sig, og sådan er det indenfor alle samfund, religioner, politiske partier og almindelige foreninger. Mennesker føler sig trygge og hjemme i et fællesskab med andre mennesker, uanset om de er helt enige eller har deres egne private, afvigende tanker om fællesskabets ideologi og læresætninger; og der skal ske meget alvorlige ting førend de bryder ud af dette fællesskab.

De, der forlader sekten, må imidlertid ofte gå gennem svære problemer. Måske et personligt psykisk sammenbrud, fordi hele deres værdigrundlag er styrtet sammen. De står alene og måske totalt isolerede tilbage uden den ballast eller “udvidelse,” de hidtil havde fået terpet ind i deres hoveder, men som nu er delvist borte. Samtale med nære venner eller professionelle er afgørende i denne proces. Herefter vil de måske søge et nyt og bedre fællesskab, der kan udgøre en ny og bedre ramme om deres liv. En masse rester fra det indpodede “nye teokratiske menneske” kan dog stadig være aktive i det skjulte. Disse rester bearbejdes mest effektivt via reel historisk viden, som skal indhentes i de relevante bøger. Ikke en vane, som Vagttårnsselskabet har opmuntret til. Der kanr vist ikke være tvivl om, hvilken bog jeg vil anbefale min læser, nemlig den sidste fra 2013, Judgment Day Must Wait.

Når jeg nu i dag mange år efter ser tilbage på dette dommedagshysteri, som det har udviklet sig siden 1914, spørger jeg mig selv, hvordan nogle mennesker dog overhovedet kan tro på sådanne vanvittige ideer. Men vi kender selvfølgelig det hele fra vores egen tid i sekten, og erkendelsen af, at det hele kun var en blanding af eventyr og bedrag havde meget svært ved at bryde igennem bevidsthedstærsklen. Vi har været igennem hele processen siden vores helt unge dage, og vi kender det hele indefra og har let ved at sætte os ind i nuværende medlemmers situation. Vi stod dog af dommedagsræset meget tidligt i vores liv og kan i dag prise os lykkelige over, at vi brød endeligt med sekten tilbage i 1959, altså for 55 år siden.

Der er mange detaljer i denne fremstilling, som nogle af mine læsere måske synes er unødvendige, blandt andet billedet af min søster og mig ved vores mors grav i 1954. Men dette billede illustrerer netop den familiekatastrofe, der ramte os, samt den indflydelse, som denne begivenhed havde på resten af vores liv. Jeg er opmærksom på, at min beretning kan forarge nogle læsere, idet de måske synes jeg kredser lidt for meget om mig selv. Men som sagt er min personlige fremstilling nødvendig for at forstå hele vores historie frem til i dag, 60 år senere.

Men vi er nødt til at gå lidt længere tilbage i tiden for at få et overblik over alle de begivenheder, der førte os ud af Jehovas Vidner. Året 1951 var på en måde omdrejningspunktet for vores fremtid.

 

En families katastrofe i 1951

Mine forældre valgte efter 18 års ægteskab at gå fra hinanden på grund af uenighed om Jehovas Vidners synspunkter og læresætninger. De havde ellers begge to en overgang været på vej ud af sekten, men lægernes alvorlige diagnose af min mors sygdom bremsede denne positive udvikling, som jeg, som dreng, havde observeret fra sidelinjen.

Alt skete meget hurtigt.      

Omkring 1951-52 blev min far udstødt på grund af afvigende synspunkter, og tidligt i 1954 døde min mor efter at hun havde nægtet at få en blodtransfusion nogen tid inden.

Da min mors kiste skulle bæres ud fra Sankt Jakobs Kirkens kapel i nærheden af vort hjem på Østerbro, trængte min udstødte far sig pludselig frem til kisten, da han ønskede at være med til at bære kisten. Som jeg husker det, måtte han nærmest skubbe en af de andre bærere til side! Stor forargelse! Absolut ingen fra menigheden havde dog henvendt sig til ham om min mors død og begravelse. Og jeg selv fulgte blot den rådgivning, jeg fik. Min far eksisterede ikke længere i disse menneskers verden. Men at han stadig var levende, demonstrerede han dog med eftertryk ved denne lejlighed. Og alle veg tilbage, vel fordi de inderst inde havde forstået, at han havde en indlysende ret til at være med til at bære min mors kiste. Min søster var ikke til stede. Når jeg fortæller denne historie, er det fordi den pludselig dukkede frem fra glemselen. Alt hvad der har virkelig betydning ligger ofte i detaljen.

Her synes jeg, der er brug for et overblik:

I 1954 forventede mange medlemmer af Jehovas Vidner i Danmark og over hele verden, at Harmagedon ville bryde ud i oktober. Dommedag kunne ventes hvert øjeblik, og dette var på det tidspunkt vores ledetråd, ja vores overlevelsesstrategi. Se blot på statistikkerne fra disse år. Antallet af medlemmer efter 1954 viser faktisk en mindre nedgang i medlemstallet.

Året 1954 sad tungt forankret i vores sind på det tidspunkt.

Min mors beslutning om at afvise en blodtransfusion hang sammen med denne forventning. Der var kun få måneder tilbage til oktober 1954, og så ville hun kunne få sit liv tilbage – enten ved at overleve Harmagedon, eller ved at blive oprejst straks efter, at Jehovas nye verden var blevet oprettet.

1954 var det “fyrretyvende år” efter 1914, så de fleste medlemmer så frem til efteråret 1954 med en vis bæven. Ville det ske i oktober? Vores mor skulle bare have vidst, hvordan det siden gik og hvad vi nu ved. Hun ville i år være blevet 101 år gammel, men havde formentlig ikke levet så længe på grund af hendes kræftsygdom.

Jeg var selv en ganske ung mand, kun knap 18 år gammel, og jeg stod sammen med min lillesøster ved min mors grav, usikker på alt. Jeg tror, jeg var i chok, og min søster fattede næppe heller, hvad der var sket. Vi havde netop mistet vores unge mor, der kun blev 40 år, og vores far var flyttet hjemmefra.

        

Min søster og mig selv ved vores mors grav i 1954.

Min søster var i pleje hos en Vidnefamilie på den anden side af gaden, men efter mors død flyttede min far tilbage til vores lejlighed og overtog ansvaret for min lillesøster og for husholdningen. Da min far og jeg ikke kunne enes på grund af de modsætninger, mine forældres separation og udstødelsen af min far havde skabt, flyttede jeg hjemmefra. Min far havde jeg nu brudt med, fordi han var udstødt, og vi blev først genforenede i 1959-60, da vi havde besluttet at fejre julen sammen. Heldigvis havde jeg dog min forlovede, Birgit, hvis støtte var afgørende i disse år.

Dette var den virkelige apokalypse i 1954; vores families sammenbrud. Det påvirkede os alle katastrofalt.

 

Stadige antydninger

1955: Tavs undren – men stadig antydninger af Harmagedons nærhed!

Kun få stillede spørgsmål, og gjorde de det, skete det kun i nære venners lag eller over for medlemmer, som man 100 procent kunne stole på. Sådan foregår det under alle undertrykkende regimer.

Vagttårnets årskalender for 1955 viste en dramatisk illustration, der godt kunne forurolige en ung mand på 18 år. Var det nu, Harmagedonkrigen ville bryde ud?

Årskalenderens illustration gjorde et vist indtryk, som satte sig i min hukommelse i meget lang tid. Tegningen viste en krigsskueplads, som skabte forestillinger om en nærtforestående tredje verdenskrig, og spillede på samtidens frygt for en altomfattende atomkrig.

På baggrund af en kæmpestor glødende paddehattesky, der stiger op over byen, ses granateksplosioner, missil affyringer, flygtende mennesker samt en kapitalist, der i forvirringen har tabt sin store pengepose. Jorden ryster og slår revner, alt sammen dele af det såkaldte “sammensatte tegn” på, at verdens ende var nær. I min fantasi betød det, at det var lige før, den tredje verdenskrig og Harmagedon snart ville bryde ud. Det var helt på linje med den verdensomfattende nervøse stemning på det tidspunkt. Alle frygtede en atomkrig mellem Øst og Vest, og det var nok også det
budskab, kalenderen skulle formidle til datidens medlemmer af Jehovas Vidner.

Den illustration husker jeg udmærket i dag, selv om det er 59 år siden.

Efterfølgende indså jeg, at den slags illustrationer af brændende, ødelagte storbyer, hvorfra Jehovas Vidner i en lange kolonner forlader den dødsdømte gamle verden, alene tjente et propagandistisk formål, hvis hensigt var at inspirere til at gå
mere ud i ”tjenesten” og sælge Vagttårnsselskabets tryksager.

Jeg fulgte med så godt jeg kunne.

Birgit og jeg blev gift i april 1956.                

 

Pionerer

Som følge af den oppiskede stemning indenfor sekten valgte vi at blive pionerer i Thy i Nordjylland, hvor mine svigerforældre boede. Så vi trampede rundt på vejene på vore cykler, som var utrolig besværlige at køre, især i modvind; specielt mine pedaler var tons tunge!

Til sidst gav vi op. Modvinden var enorm og når man ikke havde troen, havde man heller ikke kræfterne, og det var dobbelt tungt at køre mod den Nordjyske blæst. Dette var absolut ikke et job, jeg brød mig om. Jeg hadede det faktisk! Det var her, tvivlen langsomt begyndte at udkrystallisere sig til den endelige konklusion. Jeg erkendte med mig selv, at jeg totalt manglede lysten til at fortsætte denne Harmagedon-karriere. Det var ikke en fornuftig beskæftigelse, så hellere være litograf i en verden, der sikkert også ville bestå længe efter 1957 og sikkert yderligere en million år!

Jeg tvivlede på alt – og Birgit fulgte mig hele vejen:

Tegnenes opfyldelse i vor tid. Vagttårnets guddommelige rolle. Den kommende nye verden. Harmagedons nærhed. Guds eksistens. Eller stammede vi fra en lang udviklingsproces? Alle tanker gjorde sig gældende i mit hoved og jeg praktiserede ingen censur. Der var ingen tabuer og intet, der var ulovligt at tænke. Det var svært, men samtidig vidunderligt. Rene åbenbaringer!

Nu kom så den afgørende begivenhed, der også medvirkede til at ændre vores tilværelse. Birgit ventede vores første søn. Dette var signalet til at opsige pionerarbejdet, hvilket var et stort åg, der blev løftet fra vore skuldre. Vi flyttede fra vore svigerforældre, som vi havde boet hos på et nyindrettet loftsværelse, mens vi var pionerer. Vort nye hjem fandt vi i Danmarks næststørste by, Århus, hvor et ældre ægtepar, der var medlemmer af Vidnerne, udlejede nogle værelser med et lille køkken til os på en første sal i deres hus. Og jeg genoptog mit job som litograf i en kendt grafisk virksomhed i Århus.

Løbeseddel med annonceringen af ​​ N. H. Knorrs offentlige foredrag om verdens nære ende, Yankee Stadium, New York 1958.

I 1958 blev undergangsstemningen igen pisket op. N. H. Knorr, præsidenten for Vagttårnets selskab, holdt sit foredrag på Yankee Stadium og Polo Grounds søndag den 3. august, klokken 15.00 om eftermiddagen. Titlen var grænseoverskridende vanvittig: “Guds Rige hersker – Er verdens ende nær?” Ingen entre, ingen kollekt! En skare på 253.922 hørte forredraget og omkring 60.000 af New York Citys indbyggere deltog (WT, Oct. 15, 1958; JDMW, p. 243).

Nogle følte efterhånden, at de havde fået nok. De ville ikke vente længere; men de var få og ofte fundamentalister. Disse få “brokkehoveder” havde dog modet til at stå åbent frem og sige deres mening. De havde efterhånden indset, at lederne blot udnyttede situationen og den ophidsede stemning til at forlange stadig flere ofre, stadig mere forkyndelse, stadig flere timer på feltet, stadig mere litteratursalg. Stemningen var forfærdelig oppisket. Jeg havde dog stadig ikke på dette tidspunkt fuldt ud erkendt, hvad det hele gik ud på. Jeg var stadig for ung og uerfaren.

Jeg husker, at jeg tilbage i 1954 sammen med en ven inden for menigheden var på gadearbejde med bladene. Vi talte om de store, høje beboelsesejendomme, som rejste sig rundt omkring os på en travl hovedgade i bydelen Østerbro i København. Beboelsesejendommene og kirken på den anden side af gaden, fra hvis kapel mor blev bisat, ligger der endnu. De eneste ændringer er de moderniseringer af butikkerne, der siden er foretaget. Alligevel er det som om, tiden har stået stille og ikke har sat sine spor.

Vi snakkede også om, at det var mærkeligt at forestille sig, at disse store, stolte bygninger fra århundredeskiftet år 1900 snart kun ville være ruiner. Ak, ak! Vi følte tilsyneladende allerede her, at alt dette var for usandsynligt og for fantasifuldt, selv om Anden Verdenskrig endnu stod tydeligt i vores erindringer, og selv om Danmark stort set var gået fri af krigens rædsler.

Militærnægter

Omkring 1957-58 blev jeg indkaldt til militæret, men jeg havde dog alternativt muligheden for at blive indkaldt til enten Civilforsvaret eller at blive militærnægter. Jeg nægtede begge dele på grund af pres fra den danske landsleder, Richard E. Abrahamson, som jeg havde diskuteret min situation med. I den aktuelle situation valgte jeg at være loyal over for den danske afdeling af WTS, selv om jeg på dette tidspunkt følte, at jeg var i konflikt med Vagttårnets holdninger til blandt andet militærnægterspørgsmålet.

Trods min personlige uenighed med Vagttårnets selskab valgte jeg alligevel at nægte at møde op i den militærnægterlejr, jeg var blevet indkaldt til. Jeg befandt mig stadig i WT-ideologiens garn og havde svært ved at kæmpe mig endelig fri. Efterfølgende fik jeg en fængselsdom på 22 måneder for udeblivelsen.

     I fængslet var der indrettet en særlig afdeling til de unge Jehovas Vidner, der nægtede at blive militærnægtere og i stedet foretrak et fængselsophold, fordi Vagttårnsselskabet i realiteten dikterede det. De havde reelt ikke noget valg, ingen andre valgmuligheder. Alternativet var udstødelse af det gode selskab og den såkaldte “bad standing.”

Alle var samlet på en ottemandsstue, hvor man holdt de forskellige møder, og i det hele taget fortsatte de “teokratiske” vaner. En af fangerne læste dog en del romaner og andre verdslige bøger, idet han mente, at han på den måde lærte en masse ting, som han kunne bruge i tjenesten! Disse unge mænd tilsidesatte enhver form for personlig autonomi og valgte at adlyde et guddommeligt selskab i New York i stedet for deres indre samvittighed. De var rede til at tjene hvor som helst og når som helst, endda bag et fængsels mure. Tilsidesættelsen af deres personlige behov var både et ideal for Vagttårnsselskabet og idealet for disse unge mænd, som uden at være sig det bevidst, nu var blevet rekrutter for et grådigt uhyre, the Society, der havde bemægtiget sig deres sjæle i sin jagt på billig arbejdskraft for et formål, der alene handlede om at gøre organisationen i New York endnu større.

Disse unge mænd overlod det til et selskab i New York at administrere deres liv. I bytte fik de et ikke-liv og en påduttet illusion om, at de var en del af et universelt projekt. De fulgte ordrer, udstedt af en guddommelig organisation, der rakte helt ud til Orion tågens stjernesystemer, hvor det siges, at guden Jehova bor. I forhold til sådanne guddommelige proportioner og universelle afstande er du nødvendigvis meget, meget lille sammenlignet med Guds Organisation i New York, hvor hovedkvarteret den gang havde til huse.

Når jeg ser tilbage på mit unge liv dengang i 50erne, var det tydeligt, at jeg var anderledes, et ungt menneske, der gik sine egne veje. Derfor arbejdede min hjerne ikke bare hårdt bag facaden, men tilskyndede mig til at foretage de nødvendige valg, som ville ændre vores liv afgørende. Tvivlen havde fået overtaget og var ikke til at stoppe og jeg byggede langsomt op til det afgørende brud med Vagttårnssystemet.

Det var ikke dæmoner, der var kommet udefra og var trængt ind i min krop og sjæl, som om en bogstavelig virus havde angrebet mig, men de indre undertvungne og fortrængte stemmer der ville ud i det åbne og blive hørt. Set baglæns, var jeg nok et menneske under hastig udvikling, og jeg var i færd med at skabe min egen fremtid.

I 1958 ansøgte jeg fra fængslet Indenrigs ministeriet i Danmark om benådning, imod at jeg til gengæld lod mig overføre til en militærnægterlejr. Det var, hvad jeg inderst inde fra starten selv havde ønsket. Enhver kan uden tvivl forestille sig, hvor svært det er at bryde med sit sociale og religiøse miljø, der stadig udøvede stærk pression på mig. Endnu sværere var det at sidde i fængsel for en sag, jeg ikke længere troede på. Overførslen til militærnægterlejren forløb gnidningsløst, og jeg fortrød aldrig mit valg. I foråret 1960 havde jeg overstået min indkaldelse og jeg var igen en fri mand.

Vi fik vores første søn i 1958, og i 1959 besluttede vi at forlade Jehovas Vidner for altid. Efter at vores anden søn blev født i 1960, flyttede vi fra Jylland, halvøen der mod syd er forbundet med Tyskland, til Københavnsområdet, hvor vi havde fået en lille lejlighed. Her boede vi indtil 1975, nemlig det år, hvor vi købte vores første hus.

Vi havde virkelig helt andre ting at tænke på end en ny dato for dommedag.

 

Apropos 1975.

Ingen af os var opdaterede på dette dommedagshysteri. Vi kendte til det, men det gik nærmest hen over hovedet på os. Min kone fik breve fra en af sine søskende, at vi skulle vende tilbage inden 1975, altså før det var for sent. Men vi lod os ikke påvirke. Vi var helt ude. Jeg havde med min bog gjort helt op med denne vanvittige sekt.

Men faktisk havde jeg allerede behandlet emnet 1975, eftersom jeg i min bog fra 1966 havde forudset (forudset!!), at det næste dommedagskapitel, som WTS ville skrive, ville have året 1974 som omdrejningspunkt. Ja, jeg havde udpeget 1974 som det år, WTS ville satse på. Det var en ren satsning! Dog var jeg en lidt unøjagtig profet (!), fordi jeg havde regnet et år galt! Det var i virkeligheden året 1975, jeg skulle have valgt, men i 1966 tænkte jeg ikke på, at der kun var et år fra år 1 før Kristus til år 1 efter Kristus. År “0” eksisterer ikke i tidsregningen. Året 1975 blev af WTS nævnt i den nye bog, Life Everlasting—In Freedom of the Sons of God, der blev udgivet ved en række stævner i 1966 og som blev en kæmpesucces. Den nye bog antydede klart, at året 1975 ville blive et meget vigtigt år, og den sammenhæng, 1975 var nævnt i, indikerede klart – hvad de følgende år frem til 1975 også bekræftede – at det var dommedagens komme og tusindårsrigets oprettelse, det hele drejede sig om. Bogen blev nærmest revet ned fra reolerne! Denne bog udkom i juli, og min udkom i september! Det var lige før jeg følte mig som en “profet,” men jeg kendte i forvejen principperne for Vagttårnets spekulationer, som de var kommet til udtryk i mange år, blandt andet i bogen The Truth Shall Make You Free, 1943 (s. 152). Jeg behandler hele dette forløb i min bog Judgment Day Must Wait, side 184, samt siderne 268 til 273.

Men ellers spekulerede vi ikke mere over dette årstalsvanvid. Livet fortsatte uden vi behøvede at definere os som “udenfor” eller som Ex-Vidner. Det var først omkring 1990, at jeg blev opmærksom på dette 1975-hysteri og hvad det havde resulteret inden for Watchtower sekten over hele verden i de følgende år fra 1975 til 1990.

Sekt, eller kult? En sekt er en ny trosretning, som har skilt sig ud fra et større kirkesamfund, ofte på grund af sine yderliggående synspunkter. Men det er ikke let at skelne mellem de to begreber. Begrebet kult er langt mere kontroversielt og sekten udvikler sig ofte til en kult. Wikipedea definerer “kult” på denne måde: “Kult indebærer ofte nedsættende bibetydninger og bruges selektivt af fortalerne for tankekontrol teori.” Så kan sekt eller kult være et spørgsmål om smag!

Jehovas Vidner er nemlig udgået fra en eller flere protestantiske denominationer i USA, mere specifikt Advent Christian Church, der blev dannet mellem 1860 og 1864. ACC var en af adventisten William Millers arvtagere. Meget mere om dette i min bog, Judgment Day Must Wait, der udkom i anden halvdel af 2013.

Nu tilbage til 1959..

 

Bruddet i 1959

Selve bruddet skete for 55 år siden, i 1959.

Jeg var, som fortalt ovenfor, blevet militærnægter på dette tidspunkt, og vi havde fundet en lille lejlighed mellem de to byer, Silkeborg og Viborg, i Jylland. Midt i et naturskønt område, der hedder Dollerup Bakker. Lejligheden lå i bekvem nærhed af militærnægterlejren. Vi havde fået lov at leje en lille lejlighed hos nogle søde ældre Jehovas Vidner, der boede i et gammelt træhus fra 1901. Vi var på dette tidspunkt stadig medlemmer af sekten. Men det varede ikke længe.

Vi havde taget alle de afgørende skridt for at lægge Jehovas Vidner og Vagttårnet bag os.

Vi var stoppet med at komme til møderne.

Jeg var begyndt at ryge – og cigarer ved festlige lejligheder! Et signal om uafhængighed på den tid. Apropos tobak! Det er nok min fars vaner, jeg her havde overtaget. Han havde på trods af Vagttårnets forbud altid røget sin pibe og sine cerutter. Det kunne ingen tage fra ham. Så han må virkelig have været en torn i øjet på den lokale menighed. Han sagde lidt humoristisk inden sin død, at hvis vi så en røgsky nede under det gamle æbletræ, hvor han ofte sad og røg, så vidste vi, at han sad dér, selv om han ellers skulle befinde sig et helt andet sted.

Alligevel bankede en af Vagttårnsselskabets ledere fra den tid, Jørgen Larsen, der på dette tidspunkt var zonetjener og som senere blev landsleder for Jehovas Vidner i Danmark, en dag på vores dør og bad om en samtale med os (også han er død for nogle år siden).

Jørgen Larsen ville have os tilbage i Vagttårnets rækker. Men det stod snart helt klart for ham, at han stod overfor tidligere trosfæller, der havde lagt Jehovas Vidner bag sig og havde besluttet at komme.

Jeg mødte ham mange år efter i 1995 ved et aftalt privat møde på en restaurant i Roskilde, da jeg skulle indhente informationer til min bog, Dommedag må vente, som Judgment Day Must Wait hedder på dansk og som jeg den gang arbejdede på. Jeg fik ved den lejlighed tilladelse til at købe en hel del litteratur og den CD-rom, der indeholdt en masse ældre litteratur og som Vagttårnsselskabet udgiver, samt en del nyere bøger, som jeg skulle bruge. Utroligt, det var lidt af et kup! På den måde fik jeg adgang til de engelske oversættelser af Rigets Tjeneste og en masse andre forskellige Vagttårns-produkter. Jeg var ham yderst taknemmelig. Denne CD-rom var helt afgørende for min bog.

Under vores samtale spurgte jeg ham, om Jehovas Vidner var skuffede over, at Harmagedon – ifølge artiklerne i The Watchtower for november 1995 – var udsat. Det var faktisk et “skud i tågen”! Men hans svar var interessant: “Nej, tværtimod,” svarede han, “mange føler sig lettede!”

I 1959 må Jørgen Larsen dog hurtigt have forstået, at der ikke var mere at gøre. Det må have stået klart for ham lige i det øjeblik, vi åbnede døren, for jeg havde anlagt et fuldskæg, den gang ikke accepteret af Vagttårnet. Han tog sig afværgende til øjnene, som om han havde set et frygteligt syn! Fuldskægget skulle aflæses som et udtryk for “opposition” mod WTS og som en understregning af, at vi var færdige med det såkaldte “teokrati.” Jeg tror, Jørgen Larsen forstod budskabet!

Det umiddelbare formål med hans besøg har formentlig været, at han ville have os tilbage i folden. Det egentlige formål var dog snarere, at han ville have de to kartotekskort tilbage, som vi ved det sidste menighedsmøde, vi deltog i, havde beholdt.

Mit “Forkynderens Rapportkort” fra menighedens kartotek, som jeg beholdt efter et Tjenestemøde omkring 1958.

 Alle de tilstedeværende medlemmer af menigheden havde fået udleveret deres personlige forkynderkort fra menighedens kartotek, således, at de hver især kunne studere, om de havde været tilstrækkeligt aktive i hus til hus arbejdet. Ti timer om måneden i tjenesten var den gang minimum i Danmark. Antallet af timer under dette niveau på den månedlige rapport indikerede, at der kunne drages tvivl om vores engagement, indstilling og sindelag og følgelig for vores overlevelse i Harmagedon. Det blev ikke sagt direkte, men det lå i luften. Ville vi være sikre, skulle vores forkyndertimer i hvert fald være på ti timer om måneden eller derover. Under 10 timer var man “uregelmæssig.” Ville de uregelmæssige overleve? Ingen var sikre! Alle vidste, at Jehovas røntgen øjne observerede alt og alle fra sin position højt over regnbuen!

Det var faktisk et kæmpeprojekt at gøre sig fri af Vagttårnets hjernevask, så det skulle gøres grundigt ved at gå helt ned i substansen af de forskellige spørgsmål. Det var præcis, hvad jeg gjorde.

 

Ude!

Befrielsesprocessen var forløbet som den slags plejer:

Mange alvorlige overvejelser; tvivl, spørgsmål, diskussioner. Hvad med de fyrre indiskutable “tegn”? Gik de i opfyldelse i vor tid? Og de fyrre år? Hvordan med den tro og kloge tjener? – Eller “slave”! Det var ikke let at håndtere alle disse vanskelige og indviklede spørgsmål, der hobede sig op, og som skulle besvares og iltes i den nye friske luft, vi nu kunne indånde frit, inden vi kunne foretage det afgørende skridt. Vi diskuterede og diskuterede! 23 år gamle følte vi selv et kæmpeansvar for vores lille families fremtid.

At vi var “ude,” var der slet ingen tvivl om? Jo, vi befandt os i den verden, vi reelt hele tiden havde befundet os i og som vi kendte fra vores arbejdspladser, så derfor var der faktisk kun tale om, at vi skulle gøre os fri af dette unaturlige og vanvittige projekt, som Jehovas Vidner udgjorde. Netop her i skrivende stund går op for mig, at vi den gang levede i to verdener, skarpt adskilte fra hverandre. I den gamle verden var vi som alle andre, næsten. Ved møderne var vi nogle helt andre mennesker, som altid var yderst tilpasningsvenlige. Også det er vist også ret almindeligt i andre foreningssammenhænge i den gamle verden! Vi var fast besluttede på at kæmpe os fri af denne lumre atmosfære, hvor ingen kunne tale frit. Vi følte en klar ret til at vælge vores egen vej i livet, uafhængig af Vagttårnsselskabet og den fanatiske del af familien. Det var den kurs, vi fulgte og vi har holdt kursen indtil den dag i dag. Vi har ikke en eneste gang set os tilbage, så bliver man efter sigende til “saltstøtter.”

 

Efterdønninger i 1963

Efter jeg havde aftjent min værnepligt som militærnægter, begyndte jeg igen at arbejde som litograf i mit gamle fag. Men i 1963 kom efterdønningerne af alt det, jeg havde været igennem siden 1954, især min mors død og bruddet med min far, og jeg fik vist nok det, man kalder et nervesammenbrud. Ti samtaler med en psykiater bragte mig dog på fode igen, og som resultat af disse samtaler skrev jeg en større kronik til et dagblad i København, som blev fulgt op af mange læserbreve og debatartikler i forskellige aviser. Det har nok ikke huet landslederen ude i forstaden Virum uden for København, der som Selskabets øjne og øren holdt mig under skarp observation.

 

Vi burde have vist bedre

I 1964, hvor vi var flyttet til en af Københavns nordlige forstæder, var vi helt uforberedte på, at sektens ledere kunne finde på at igangsætte repressalier mod os. Den lokale menighedsleder indledte, efter ordre fra amerikaneren R. E. Abrahamson, der på dette tidspunkt var landsleder for den danske afdeling af Vagttårnsselskabet, en udstødelsesproces mod mig.

Om jeg overhovedet var kommet i gang ved skrivemaskinen før denne begivenhed, husker jeg ikke, men landslederens udstødelsesaktion mod mig gav i virkeligheden signalet til min endelige beslutning om at skrive min første bog om Jehovas Vidner.

Jeg husker ganske tydeligt situationen den dag:

Dørklokken ringede og udenfor hoveddøren til vores lejlighed stod en person, som vi ikke kendte. En repræsentant af en slags. Det var han, nemlig den lokale repræsentant for Jehovas Vidner i det område, hvor vi den gang boede. Vi bor et andet sted i dag. Han præsenterede sig og fortalte, hvem han var og hvorfor han besøgte os. Hans navn var T. H. Christiansen (THC), og han var menighedstjener i den menighed i nærheden, som vi ville have været tilsluttet, hvis vi altså havde været medlemmer. Det var vi ikke. Vi havde aldrig sat vores ben i den lokale Rigssal. THC skal have været en flink fyr, har et tidligere medlem fortalt mig. Det kunne være interessant i dag at diskutere dette eksempel på religiøs intolerance med denne flinke mand, men uheldigvis er også han afgået ved døden. De synes at dø som fluer, mens vi overlever. Mærkeligt, for det var dem, der skulle leve evigt, mens vi nærmest var dødsdømte – for evigt.

THC ville gerne invitere mig til et møde i Rigssalen.

Jeg var naturligvis straks klar over, hvad det drejede sig om. Men jeg lod som om jeg ikke helt forstod, hvorfor jeg skulle inviteres. Ville de give mig en ny chance! Husker i dag ikke alle enkeltheder. Vi havde overhovedet ingen relationer til Jehovas Vidner i 1964. Et eller andet sted vidste vi dog, at det kunne komme. Alligevel kom det som en overraskelse!

Jeg accepterede straks invitationen, idet jeg måtte improvisere. Det var derfor nu min plan at lade mødet indgå i det materiale, jeg allerede så småt var ved at indsamle til min kommende bog. Derfor henvendte jeg mig til min radioforhandler, som beredvilligt lånte mig en professionel båndoptager, så jeg kunne optage, hvad der foregik på mødet. Jeg måtte ikke have en bisidder med som mit eget vidne. På den aftalte dag gik jeg ind i en trappeopgang overfor Rigssalen og startede min transportable båndoptager, og efterfølgende gik jeg over gaden og ind til mødet med båndoptageren snurrende i min gamle, slidte Vidnemappe. Mikrofonen var placeret, således at den ikke kunne ses. Men jeg var lidt nervøs for, at den ikke virkede godt nok.

Efter at være trådt indenfor, blev jeg præsenteret for det såkaldte tremands udvalg, reelt en udstødelseskomité, hvis medlemmer normalt på forhånd kender resultatet af den slags møder. Som jeg husker situationen, var disse mænd utrolig tavse. Ikke et forlegent smil. Ikke nogen følelser. De sad stive på deres stole og afventede begivenhederne – akkurat som foregik det i en retssal. Men de har nok været beklemt af den situation, hvor de skulle til at afsige en dødsdom! Jeg forventede dog på ingen måde, at disse mennesker ville skyde mig en kugle for panden, som det rask væk skete i Sovjetunionen i mange år.

Nej, det egentlige formål med denne proces var dog i virkeligheden at jeg, via udstødelsesprocessen, totalt skulle isoleres fra medlemmerne af sekten, som fra nu af ikke måtte have kontakt med mig, tale med mig eller læse, hvad jeg skrev i aviserne. Man hilser ikke på en person, der er død! Processen ville også få katastrofale følger for forholdet til min kones familie, hvilket landslederen udmærket vidste. Eksekveringen af dommen var dog udsat til Harmagedon, hvor alle modstandere af Guds organisation og Jehova ville blive henrettet i samlet flok.

Scenen kunne være taget fra filmen, De andres liv. Et tysk filmdrama fra 2006, Das Leben der Anderen, der handler om Stasis overvågning af forfattere, kunstnere og oppositionsfolk i DDR-tiden (Engelsk: The Lives of Others).

 

Retssagen

Et stykke henne i “retssagen” måtte jeg beklageligvis afsløre, at jeg uden at have fået tilladelse havde medbragt et mekanisk “vidne,” som nu optog alt, hvad der foregik i retslokalet. Jeg var ikke sikker på, at mikrofonen havde optimale arbejdsbetingelser.

Dødsstille!

Tremandsudvalgets medlemmer var som lamslåede! Så sprang de op, og mens et udvalgsmedlem blev siddende og passede på mig, gik de to andre ind i et tilstødende rum, hvor de over telefonen konfererede med “broder” Abrahamson i Virum. Mødet blev kort efter afbrudt .

Af en artikel, der stod at læse i Vagttårnet fra november 2003, fremgår det, at Abrahamson kom til Danmark med det specifikke ærinde at rydde op og rense ud på det daværende hovedkontor. En gruppe, der “ikke ønskede at følge alle anvisninger fra hovedkontoret i Brooklyn,” som det så smagfuldt lyder, blev tvunget bort, deriblandt Svend Jørgensen, den mangeårige oversætter af bladet The Watchtower til dansk. Abrahamson fortsatte beredvilligt denne jagt på de anderledestænkende i de danske menigheder, indtil han i 1980, sammen med sin kone, af Jehova kaldtes til en særlig opgave i Brooklyn. Han og hans kone “dvælede dog ikke ved hvor de selv foretrak at være, men forsøgte at fokusere på de nye opgaver …,” som det fromt hedder i denne biografiske artikel (VT 1.11.2004; JDMW, side 264; her findes en mere detaljeret fremstilling).

Abrahamson avancerede senere til en høj post inden for moderselskabet, “Watch Tower Bible and Tract Society of Pensylvania,” i USA, i hvilket han indtil for få år siden var sekretær og bestyrelsesmedlem. Om hans nye ledelsesopgave her også indbefattede funktionen som Selskabets “øjne og øren,” forlyder der dog intet om. Efter sigende skal han være afgået ved døden for få år siden.

Jeg var faktisk rystet, ikke fordi jeg havde mistet et medlemskab af en sekt, jeg ikke ønskede at være medlem af, men fordi denne uhyggelige sekt igen havde intimideret os og blandet sig i vores liv. Udstødelsen ville nemlig berøre vores forbindelse til resten af Birgits familie, som ikke fremover måtte have kontakt med mig. Det var totalt uvirkeligt, men jeg var oppe imod kræfter, hvis metoder jeg ikke på dette tidspunkt havde kunnet forestille mig og som jeg ikke kunne få indflydelse på. Dette var simpelt hen den bedste anskuelsesundervisning, jeg overhovedet kunne få. Ikke bare var jeg et vidne på første række, men jeg spillede selv rollen som hovedperson.

Organisationen havde talt. Der var intet at gøre.

Afgørelsen gjaldt til evig tid.

 

Min første bog

1966 udkom min første bog om Jehovas Vidner. Den fik titlen: Jehovas Vidner under anklage, og den blev en salgsmæssig succes. Bogen var på 245 sider. Den solgte i Danmark 5.000 eksemplarer i løbet af kort tid. En ren underskudsforretning, selv om enkelte medlemmer af sekten hævdede, at jeg havde tjent tusindvis af kroner på bogen. Desværre nej! Da bogen var udkommet, var jeg helt og aldeles færdig med Jehovas Vidner og beskæftigede mig ikke med emnet i mange år. Vi var udmærket klar over det nye katastrofeår, 1975, men vi havde ikke lyst til at ofre tid på dette emne. Ikke førend i starten af 1990’erne, hvor en række tidligere medlemmer opsøgte os. De havde alle læst min gamle forbudte bog fra 1966.

 

Analyse af Matthæus 24

Det var i denne bog, at jeg leverede min første analyse af Vagttårnets fortolkning af Matthæusevangeliets kapitel 24, som siden kom til at betyde rigtig meget for en del for tidligere medlemmer af sekten i Danmark. Dette kapitel dannede senere forbillede for det nuværende kapitel 39 i Judgment Day Must Wait. I dette kapitel analyserer jeg de vigtigste vers i Matt. 24, og efter de foreløbige reaktioner at dømme har jeg med min kritik og gennemgang ramt det helt centrale punkt og fundament i Vagttårnsselskabets lærebygning.

Min opmærksomhed var nu rettet mod vores fremtid i dette korte liv. Men skæbnen, eller hvad man nu kalder den slags indflydelser på ens løbebane, havde allerede sat sine ubarmhjertige kløer i mig. Jeg ville realisere mine tanker om at skrive en bog om sekten Jehovas Vidner. Men at denne selvpålagte opgave først ville være fuldbragt, da jeg havde skrevet hele tre bøger om mit emne, fordelt over 47 år, havde jeg ikke drømt om i 1966. Men det fortæller meget om, hvor svært det er at fjerne følgerne af religiøs hjernevask. Jeg var imidlertid heldig at have en far, der lærte mig oprørets kunst og at holde fast i troen på sig selv.

Ideen om at skrive en bog opstod faktisk kort tid efter, vi forlod Jehovas Vidner, af hvilken grund jeg gemte alle organisatoriske materialer samt alle de bøger, som Vagttårnsselskabet havde udgivet. Birgit havde dog brændt hele molevitten i vores komfur.

I 2003 besluttede jeg mig så, efter i 37 år stort set ikke at have beskæftiget mig med emnet Jehovas Vidner, at opdatere min gamle bog fra 1966. Det blev til bogen Dommedag må vente, der udkom på forlaget Gyldendal i København i 2006. Det var denne bog der blev videreudviklet til den sidste og tredje bog, Judgment Day Must Wait, som udkom på YBK Publishers, New York, 2013. Omkring 40 procent af JDMW består af nyt materiale i forhold til den danske udgave fra 2006.

Med denne sidste bog agter jeg at afslutte kapitlet om mine bøger om den besynderlige sekt Jehovas Vidner.

    

October 2014

Allerede i februar 2014 stod det klart for mig, at 2014 kunne blive et skæbnesvangert år for Jehovas Vidner. I begyndelsen ønskede jeg ikke at kaste mig ud i spekulationer, men jeg forstod snart, at året 2014 godt kunne byde på overraskelser.

Jehovas Vidners årbog for 2014 kunne berette om en vækst omkring 2,1 procent på verdensplan i 2013. Ikke et imponerende tal! At Vagttårnsselskabet kunne bryde sammen anså jeg kun som et udslag af ønsketænkning. Men jeg kom i tvivl. Mit udgangspunkt var den sekulære historiske erfaring, at et etableret politisk-ideologisk system, som ingen forestillede sig kunne bryde sammen, alligevel pludselig kollapsede. Indenfor kort tid kom “masserne” i bevægelse. De reagerede mod den mangeårige undertrykkelse og var som en lavine, der var umulig at stoppe. Det var kolossale akkumulerede kræfter, der blev udløst på samme tid. Oprørerne følte sig som én stor sjæl og krop. Det er denne historiske erfaring, som nu kan ramme Vagttårnslederne. Et opgør kan udskydes i mange år, modarbejdet af indflydelsesrige toplederne, men kan pludselig bryde ud på et tidspunkt, der ikke passer lederne. Bare tænk på 1989 og kommunismens fald i DDR og Østeuropa. Pludselig sætter masserne sig i bevægelse og handler efter hjertet. En lignende udvikling skete også for nylig i Libyen, hvor oprørerne pludselig myldrede frem og turde styrte oberst Moammar Gaddafi. Så voldsomt sker det næppe til inden for Vagttårnsorganisationen efter oktober 2014 og i årene derefter.

 

Kun en vision!

Det havde luret i årevis.

Oprøret mod Vagttårnsideologien spredte sig til alle medier, Facebook og andre websider, og pludselig var de sjæleligt fængslede Vidnemedlemmer helt åbne overfor den nye situation. De var befriet og lettede. De kunne tale. De kunne diskutere, uden at blive forvist til en øde ø! Hvordan kunne de have været blinde så længe? Og mange forsøgte at undskylde sig. Og de vil sandsynligvis leve på denne undskyldning i resten af deres livs dage, uden at gå ned i deres dybere motivers substans.

Ja, ja! Jeg ser syner, og jeg ved, dette ikke finder sted. Kritikerne mod WTS er for få, men råber desto højere; alligevel skal der kun en lille tue til at vælte et læs hø, som et dansk ordsprog lyder! På engelsk hedder det: “Little strokes fell great oaks.”

Underbevidstheden er svær at åbne og svær at styre.

Alligevel kan man, hvis man er åben og lydhør over for signalerne fra den indre undertrykte stemme, høre ekkoet af råbet fra den undertrykte tid. Det var det samme med DDR. Pludselig kom oprøret fra den brede befolkning som lynet fra en klar himmel, og DDR kollapsede. Det var utroligt! Det værste var alle dem, der havde spioneret imod deres kære. Kone og mand, ja selv børnene! Kan du genkende det?

Det var ubærligt!

Slutningen på Jehovas Vidners historie er ikke skrevet endnu, idet deres efterkommere måske stadig vil eksistere om hundrede år. Eller tusind! De vil naturligvis forsøge at finde grundlaget for en “ny begyndelse,” således at illusionen kan opretholdes og genopføres. Der vil nemlig altid være nogle idealister og tosser tilbage, som vil holde fast i de naive, vilde illusioner. Med deres uigennemtrængelige sind beviser de, hvor effektiv hjernevasken inden for Vagttårnet Selskab har været de seneste hundrede år.

Jeg ville nok pakke min kuffert så hurtigt som muligt, hvis jeg befandt mig i samme situation som mange tilhængere af Jehovas Vidner måske gør i dag.

Det er trods alt ikke for sent at begynde på en frisk.

Men jeg er nok alt for optimistisk!

 

Poul Bregninge

Denmark

Forfatter af

Judgment Day Must Wait, 2013.

Email: pbpostkasse@mail.dk